En typisk dag i Lindelse Børnehave
Selvom der næsten ikke er to dage der er ens i børnehaven, så er der alligevel nogle faste aktiviteter der gentager sig for børn og voksne hver dag.
Børnehaven åbnes kl. 6.06. Nogle børn skal have en voksen lige når mor eller far kører. Andre børn vil klare det selv. Det er meget individuelt. Og hvis vi ikke lige er opmærksomme på jeres eller jeres barns behov, så skal I bare sige det til os.
Man kan sagtens spise morgenmad i børnehaven. Det foregår i køkkenet indtil kl. 8.30.
Kl. 9.30 er alle voksne mødt og næsten alle børnene. De voksne samles i fællesrummet til en kop kaffe samt gensidig orientering og planlægning af dagen. Formiddagskaffen/mødet må kun vare 15 min. og alle børn og forældre skal vide, at man meget gerne må bede om hjælp til et eller andet eller komme og ”afbryde” – også når de voksne holder møde/drikker kaffe.
Vi har inddelt børnene i 3 grupper efter alder og udvikling :
Lillegruppen, mellemgruppen og storegruppen. I hver gruppe er der 2 voksne og 10-16 børn. Grupperne arbejder de fire første dage fra kl. 09.45 til ca. middag.
Der bliver spist frugt, sunget, leget, læst historie og arbejdet med opgaver, som svarer til børnenes udvikling eller som udfordrer aldersgruppen.
Hvis der er børn, der skal sove til middag, bliver de puttet af en voksen kl. ca. 12.30. Ved fælles hjælp bliver eventyrrummet omdannet til en hyggelig hule med madrasser, soveposer, sovedyr og bøger.
I løbet af dagen flytter børnene meget rundt på legesagerne og indretter rum i hele institutionen. Derfor har vi indført en stor fællesoprydning både ude og inde kl. 14. Alle skal hjælpe til uanset hvad de har leget med.
Kl. 14.15 spiser vi eftermiddagsmad. Èn af de voksne har – gerne sammen med nogle børn – arrangeret et måltid mad. De børn der tager imod tilbudet, skal komme ind i fællesrummet og spise.
Det giver meget uro når vi samler næsten alle børnene i det samme rum på det samme tidspunkt. Derfor gør vi det også kun èn gang om dagen.
Fra kl. 15.30 bærer huset præg af afvikling. Der er mange børn, der begynder at gå hjem, og vi skal have ryddet de første rum til kl. 16, hvor der kun er to personaler tilbage.
I kan nogen gange godt opleve at I skal lede lidt efter os når I kommer og henter jeres børn. Vi er et eller andet sted i huset eller på legepladsen. Vi kan anbefale at I spørger eller lytter jer frem. Børnene ved som regel hvor hinanden er.
Børnehaven lukker kl. 17.00 - dog kl. 15.30 om fredagen.
Vores hus er indrettet med funktionsrum og en stor del af dagen kan børnene flytte sig rundt i huset og selv bestemme om de vil lege i værkstedet, i køkkenet, i tegnestuen, i pude-rummet, i dukkekrogen eller på legepladsen.
Når vi ikke arbejder i grupperne former vores dag sig som et fællesskab hvor børnene selv etablerer venskaber og sætter lege i gang eller sammen med en voksen skaber aktiviteter som vi kan have gavn af lige nu og her eller som vi har lyst til. Det betyder at vi f.eks. laver mad, bager brød, går til købmand, sår og planter og vander, hænger billeder op, maler og tegner, bygger flotte bygningsværker, slår søm i, maler os i ansigtet, klatrer på legehusene, læser historie, synger og danser, bygger huler, går på line, rydder op, sover til middag, skændes og bliver gode venner igen, slås for at se hvem der er stærkest, klæder os ud, spiller spil, lægger puslespil, går i skoven og til stranden, leger med vand, tænder bål og meget, meget mere.
Hos os er alle børn ude og lege mindst èn gang og ofte flere gange på en dag fordi vi ved at:
-
børn der opholder sig meget ude bliver nogen sunde og raske og stærke børn.
-
børn der oplever glæden ved at bevæge sig har nemmere ved at bevare lysten til at bevæge sig gennem hele livet.
-
børn der opholder sig i en daginstitution er udsat for et meget højt støjniveau. Det kan vi bedst påvirke ved at være meget ude.